torsdag den 17. januar 2013

Selvudgivelse - litteraturens deroute eller en gylden chance?

Replik til Bogmarkedets redaktørs indlæg i Berlingske 17/1 2013

Kære Bjarke Larsen,

jeg føler mig kaldet til at nævne for læserne, at du er redaktør og ejer af branchemagasinet Bogmarkedet, som lever af sine abonnenter: Boghandlere og forlag. Uden dem har du ingen forretning.
Det er trist at følge din hånlige og nedladende omtale af selvudgivere overalt hvor du kan komme til det. "Det er så godt som alt sammen ubrugeligt bras" siger du. Ja da, og sådan er det med menneskers lyst til at udtrykke sig. De fleste musikere spiller da også røvballe og bras - til stor glæde for mange mennesker. Der er 1000 røvballeorkestre og kopibands for hvert originalt orkester. Og der er da heller ingen der himler op over de tusinder af smågallerier med yndige farvelader af ren dekorativ værdi.
Skønheden er at flere og flere kan få lov at spille, male, skrive og udgive. Kunsten og den høje ånd deler værktøj og grundlæggende sprog med almindelighederne, men kvaliteten skal findes i indholdet/udsagnet ikke i om det har fået lov at eksistere. Og forlagene udgiver da i øvrigt også masser af bras - noget af det med god succes...

Fra hoften nogle selvugivere der ikke laver bras:
Gretelise Holm er indstillet til Weekendavisens litteraturpris for sine selvudgivne erindringer.
Mathilde Walter Clark selvudgav Mæcen Søges på iBooks i går.
Inger Wolf - for de hårdhudede - får gode anmeldelser har jeg set.
Josephine Ottesen er på vej med selvudgivelser.
Jeg udgiver selv fagbøger med betydelig succes og anerkendelse.

Og med hensyn til den selektering, så er vi jo bare nu i en overgangsfase, hvor de som havde monopol på selekteringen bliver udfordret og vil få konkurrence fra andre tilgange.
Da jeg medstiftede Danmarks første webfirma Mondo i 1995 og turede rundt i medier og virksomheder og talte om det store nye fænomen webbet, var der mange der blot drømte om - og argumenterede for - at det der internet snart skulle gå over! Men udviklingen går ikke over. Man kunne ikke spole bogtrykkeriet tilbage og man kan hverken spole internettet eller selvudgivelse tilbage.
Markedet/læserne vil finde nye effektive selekteringsformer, for at finde den litteratur de ønsker. Enorme mængder af e-bøger vil blive gratis ja, og nogle læsere vil klare sig med den slags, andre vil få seriøst behov for at finde de storslåede bøger og det skal nok lykkes. Og de vil betale for den kvalitet de ønsker.
Vi er i en overgangstid, og det er truende for nogle, forvirrende for andre, men en kreativ fest og gylden chance for dem der har mod og kræfter til at se virkeligheden i øjnene.

Og som du ved er der et hastigt voksende forfatternetværk - NewPub - der deler viden og erfaringer om alt det her. Så det kan komme til at gå endnu hurtigere.

mvh
Karsten Pers

Ingen kommentarer:

Send en kommentar